Dette er et af de mest dybe og svære spørgsmål, der nogensinde er blevet stillet – og det bliver ofte brugt som en udfordring mod kristen tro. Hvis Gud er god, alvidende og almægtig, hvorfor tillader Han så ondskab og lidelse? Hvorfor har Han ikke skabt en verden uden smerte, uretfærdighed og tragedier?

Det er et rimeligt spørgsmål men måske stiller vi det ikke på den rigtige måde.

Et bedre spørgsmål: Hvorfor lever vi ikke i paradis?

I stedet for at spørge: “Hvorfor er livet nogle gange hårdt?”, kunne vi spørge: “Hvorfor lever vi ikke i et paradis, hvor alt er godt og retfærdigt hele tiden?”

Det er et spørgsmål, de fleste kristne har et klart svar på: Det gjorde vi faktisk engang.

I begyndelsen skabte Gud en verden, der var et paradis. I Første Mosebog læser vi, at Adam og Eva levede i perfekt harmoni med Gud, hinanden og skaberværket. Der var ingen smerte, ingen ondskab, ingen død. Men dette paradis kom med en væsentlig gave: den frie vilje. Og med den frihed kom valget at elske og adlyde Gud, eller at vælge sin egen vej.

Den frie viljes kraft og pris

Da Adam og Eva spiste af træet med kundskab om godt og ondt, var det ikke bare en ulydig handling. De brugte den frie vilje, Gud havde givet dem. Og med den beslutning trådte de ud af Guds vilje og ind i deres egen. Det var begyndelsen på syndens og bristens indtog i verden.

Kundskaben om godt og ondt gav dem ikke bare indsigt, den forandrede hele deres virkelighed. Fra det øjeblik var menneskeheden ikke længere uskyldig. Vi kunne nu kende forskel på godt og ondt. Og vigtigere endnu: vi kunne vælge imellem dem.

Men her er den hårde sandhed: Nogle mennesker vælger ondskab. Ikke fordi Gud ønsker det, men fordi Han ønsker, at vi skal være frie.

Uden fri vilje ville vi blot være robotter, programmeret til altid at gøre det rigtige. Men ægte kærlighed kræver frihed og Gud ønsker, at vores kærlighed til Ham skal være frivillig.

Så hvorfor tillader Gud det?

Gud tillader ikke ondskab, fordi Han er svag eller ligeglad men fordi Han respekterer den frihed, Han selv har givet os, også når vi misbruger den. Meget af den ondskab, vi ser i verden, er menneskeskabt: vold, grådighed, svigt, uretfærdighed. Det er resultatet af, at mennesker vælger deres egen vilje frem for Guds.

Men selv når ondskaben viser sit ansigt, er Gud ikke fraværende. Han arbejder altid på at vende selv det værste til noget godt. Det største eksempel på dette er korset. Jesu korsfæstelse var historiens mørkeste øjeblik – en uskyldig mand, Guds egen søn, blev henrettet. Og dog førte det til verdens frelse.

Et nyt perspektiv: Hvordan reagerer vi på ondskab?

Måske er det rigtige spørgsmål ikke: “Hvorfor findes ondskab?”, men snarere: Hvordan skal vi leve, når vi møder den?

Som kristne er vi ikke lovet et liv uden lidelse. Jesus sagde selv: “I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” (Johannes 16,33)

Vi er kaldet til at reagere med tro, håb og kærlighed. Vi er kaldet til at være lys i mørket, til at gøre det gode selv når andre vælger det onde, og til at stole på, at Gud stadig har kontrollen.

Ondskaben findes, fordi kærlighed kræver frihed. Men kærligheden giver os også modet til at modstå ondskaben, nåden til at bære lidelsen og håbet om, at alt en dag vil blive genoprettet.

Paradis er ikke tabt for evigt

Historien slutter ikke med syndefaldet. Bibelen lover en ny himmel og en ny jord – et genoprettet paradis, hvor “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21,4)

Indtil da lever vi i en verden, hvor godt og ondt eksisterer side om side. Men vi lever ikke uden mening. Vi lever for at vælge Gud, for at afvise ondskaben og for at forberede os på den dag, hvor paradis bliver genoprettet.