Hvad giver man til den, der allerede har alt?

Det er et spørgsmål, jeg nogle gange stiller mig selv, når jeg tænker på Gud. Han har skabt hele universet. Alt er Hans. Der findes intet, Han ikke kunne tage, hvis Han ville. Og alligevel ønsker Han noget fra os. Noget, der ikke kan købes eller kræves: vores taknemmelighed.

Børn og gaver – en jordisk refleksion af noget himmelsk

Jeg kommer ofte til at tænke på mine egne børn. Da de var små, plejede vi at give dem lidt penge, så de kunne købe jule- eller fødselsdagsgaver til os. Sandheden er, at vi kunne have købt gaverne selv. Det var jo vores penge, og vi kunne nemt have fundet noget, vi ønskede os.

Men det var ikke det, det handlede om.

Det handlede om at give dem muligheden for at være generøse. For at opleve glæden ved at give. Og det, der virkelig rørte mit hjerte – mere end selve gaven – var deres ægte taknemmelighed. Ikke fordi det styrkede min stolthed, men fordi det var ægte. Deres glæde, deres smil, deres kærlige ord. Det var noget, der kom fra dem.

Den gave Gud længes efter

Jeg tror, det er lidt sådan med Gud også. Han har givet os alt – livet, kærligheden, nåden, tilgivelsen. Vi kan ikke “give tilbage” i en målbar forstand. Men vi kan vælge at leve med taknemmelighed.

Og det er netop det, jeg prøver at gøre. Jeg siger tak. Hele tiden. For alt. Ikke fordi Gud har brug for det, men fordi det er det eneste sande og ærlige, jeg kan give. En tak, der ikke er tvunget. En tak, der vokser frem af erkendelsen af Hans godhed.

Tak for nåden. Tak for korset. Tak for hver ny dag, hvert åndedrag, hver tilgivelse, hvert glimt af kærlighed i denne verden.

Det er den gave, jeg har at give – mit hjerte fyldt med tak.