Min rejse tilbage til Kristus er lang og har taget mange omveje. Jeg blev døbt som katolik ved fødslen, men da jeg voksede op i Danmark, som er et overvejende protestantisk land, var min tro ikke rigtig en del af mit liv. Dog følte jeg, som mange andre, at der var noget mere i livet end blot krop og knogler, og jeg havde en åndelig længsel, der drev mig til at udforske mange forskellige religioner og ideologier.

I gymnasiet blev jeg introduceret til buddhismen, som på mange måder gav mening for mig. Det er et ikke-teistisk system af spiritualitet, der gav mange gode svar på åndelige spørgsmål og også gav en slags ramme at leve efter. Jeg var praktiserende buddhist i det meste af mit liv og lagde min katolske tro bag mig.

Men buddhismen tilfredsstiller ikke sjælen. Den lærer dig blot at dæmpe dine længsler og begær og peger mod det nihilistiske nirvana. Gennem årene læste jeg også om scientologi, mormonisme, forskellige kristne protestantiske retninger – og jo mere ekstreme de var, jo mere interessante fandt jeg dem. Jeg læste om “slangehåndtere,” “Westboro Baptist Church,” “The Family” og mange andre bizarre og ekstreme kulter og grupper. Jeg var endda medlem af frimurerne i flere år. Alt dette var meget interessant og styrkede min forståelse af behovet for en åndelig side af livet.

For at gøre en lang historie kort begyndte min vej tilbage til Kristus, som det gør for så mange andre mænd, da jeg giftede mig med en troende katolsk kvinde. Min kone er katolik, og jeg, der mere var en ateistisk buddhist, førte til lange og nogle gange svære diskussioner ved middagsbordet. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan min kone, en meget succesfuld kvinde, iværksætter og universitetsuddannet, kunne tro på Bibelen!

Vi blev gift i en katolsk kirke – jeg var trods alt døbt i den katolske kirke fra starten. Og som den gode ægtemand, jeg er (resultaterne kan variere), fulgte jeg min kone til messe om søndagen i en lokal kirke. At gå til søndagsmesse havde en dyb indvirkning på mig. Jeg følte, at jeg kom hjem. Hver søndag, når jeg gik i kirke, gav det mig den samme følelse som at besøge mine forældre i Danmark. Følelsen af at komme hjem, hvor alt er i orden, og vi vil få en fantastisk middag sammen som en stor familie.

Den sjældne følelse af familie, tryghed, kærlighed og tilgivelse – og selvfølgelig duften af noget lækkert, der bliver lavet i køkkenet – var som et frø, der blev plantet, eller måske nærmere næringen til et frø, der allerede var der, og som fik mig til at begive mig ud på rejsen hjem til Kristus.

Mange ting skete undervejs, og jeg vil ikke trætte dig med alle detaljerne her. Men lad mig afslutte med at sige, at min forståelse af troen i dag er meget anderledes end, hvad jeg troede troen var dengang. Alle de ateistiske argumenter og mit “buddhistiske perspektiv” på tingene virker nu så misforståede og fjollede for mig. Jeg indser, at jeg har spildt så meget tid på at forfølge ting, som kun Kristus kan tilfredsstille.